mandag den 26. juni 2017

Apanagen til kongehusets medlemmer

Når man hører den furore som nogle mennesker kan udvise når det gælder apanagen til kongehusets medlemmer, så kan man godt være i tvivl om ikke nogle mennesker lader sig styre lidt for meget af misundelsen frem for fornuft...
Lad det være sagt én gang for alle: republikanere må mene hvad de vil, men så længe flertallet er for et kongehus, så kommer der ikke til at ske ændringer i det forfatningsmæssige i regeringsformen i Danmark.

Grundlovens §2 foreskriver: "Regeringsformen er indskrænket-monarkisk"

Den er bare ikke længere!

Der har i forvejen været en vis diskussion, hvor kongehuset selv er kommet ud med nogle ændringer fremadrettet til apanagen, men den slags skal ikke diskuteres i gadens parlament. Det beror på politiske vurderinger, og det udvander lidt respekten for såvel politikerne som journalister når man blander sig i for eksempel de årpenge som grevinde Alexandra - prins Joachims ex-kone - har modtaget. Hun har nu valgt at frasige sig pengene, og det burde da roses når folk fraskriver sig en ydelse frivilligt, frem for, at man i sensationshungren harcellerer videre på dette emne.

Er vi i Danmark virkelig blevet så små - åndeligt set - og så fattige, at vi ikke kan indtage helikopterperspektivet i den slags sager?

Grundlovens §6 er i sin nuværende form i forvejen i strid med den religionsfrihed vi andre nyder (§67-68), for der står følgende om kongehuset: "Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke."

Den store nestor inden for grundlovsrevision, Niels Helveg Petersen, gik som bekendt bort for nylig - to dage før grundlovsdag i år... Han lavede et stort arbejde med tanker om en sådan revision, som - mig bekendt - bare forsvinder, og det er en kæmpe skam.

Hvis revisioner er fornuftige skal folk gerne stemme dem igennem, men det kræver, at vore politikere begynder at tage Grundloven alvorligt, og vi får standset det useriøse niveau alt for mange befinder sig på når de begynder på at diskutere apanage frem for substansen i vores lands styring.

Rigtig god sommer herfra.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar